logo hjemmeside

Caminoen

Her kan du læse omkring Caminoen, og hvordan du kan planlægge din egen store pilgrimsvandring til Santiago de Compostela. 

Her er, hvad du skal vide om caminoen!

Hvis du kender til Caminoen, så er noget af det første du tænker på sikkert også Santiago de Compostela, hvor Skt. Jakobs knogler ifølge historien skulle ligge begravet.

Derfor er det også netop denne pilgrimsdestination, som må siges at være mest fremme i søgelyset, og som mange turister verden over kaster sig ud i år efter år.

Dog er der sket en stor udvikling fra pilgrimsvandrene tilbage i det 8. århundrede til den moderne pilgrimsvandrer, men en ting er dog stadig sikkert.

Når du først har gennemført den fantastiske vandring, så vil du også opleve, at Caminoen vil forandre dit liv for altid.

Hvor går Caminoen fra?

Caminoen er ikke på samme måde en fast rute, som vi f.eks. kender herhjemme, men det skal mere ses som et stort rutenetværk, som alle fører til en hellig destination. Her er Santiago de Compostela nok den mest populære destination, men også Trondheim i Norge er en vigtig pilgrimsdestination, og så naturligvis også Jerusalem i Israel.

Så først og fremmest er det vigtigt at forstå, at når vi omtaler Caminoen, så er det mere en religiøs og spirituel rejse, mere end det er en vandrerute fra A til B.

De kristne pilgrimme, som spores helt tilbage fra det 8. århundrede, begav sig ud på Caminoen fra mange forskellige steder i Europa, hvilket i dag har resulteret i, at der findes utroligt mange Caminoruter.   

Dog må den mest populære strækning siges at være Camino Frances, som mange vælger at påbegynde fra den franske by St. Jean Pied de Port, hvorfra de foretager deres rejse mod Skt. Jakobs knogler.

Hvor lang er Camino France?

Hvis du vælger at gå fra St. Jean Pied de Port, så skal du regne med at tilbagelægge 780 km henover godt og vel 40 dage, inden du står foran den imponerende katedral i Santiago de Compostela.

Om du vælger at gå hele den vej, eller om du selv begynder din Camino tættere på målet, handler fuldstændig om, hvad du selv ønsker, samt hvor lang tid du kan tage ud af kalenderen, før du må vende tilbage til hverdagen.

Du vil opleve at folk går i meget forskellige tempi, så mere end det handler om at komme hurtigt frem, så er Caminoen et billede på en indre rejse, hvor det i højere grad handler om at komme i et med ruten. Søg derfor efter at finde dit eget tempo og planlæg din tur herefter.

På den måde får du absolut mest ud af den store forvandling, som Caminoen kan få for dine refleksioner over livet.

Noget af det helt vidunderlige ved Camino Frances er bl.a. turen hen over de franske Pyrenæer, som naturligvis tiltrækker utroligt mange turister. Dette kan være en god ting lige at forberede sig på, især hvis du forventer at kunne vandre fuldstændig i fred.

Camino Frances er en populær strækning, og ønsker du at vandre i højsæsonen mellem maj og oktober, så kunne det være, at du skal overveje, om ikke en af de andre caminostrækninger ville være et bedre match – hvis det er indre sjælero, som du søger efter.

Hvilken Caminorute skal jeg vælge?

Foruden den populære Camino Frances så findes der også en del andre fantastiske ruter. Herunder kan bl.a. nævnes:

 

Camino Portugues

Denne vandring begynder i Portugal, helt bestemt i byen Porto. Rundt regnet vil denne tur tage omkring 14 dage, uden at du behøver løbe ind i nogle vandvidsetaper på over 30 km.

Nyd de skiftende miljøer fra byerne til landet og mærk den store kulturelle forskel, som sker, når du krydser grænsen fra Portugal til Spanien.

 

Camino del Norte

Selvom denne Caminovandring på mange måder minder utroligt meget om Camino Frances i forhold til geografisk startsted samt længde, så er de to ruter alligevel meget forskellige fra hinanden.

Camino del Norte begynder i byen Irún eller lidt længere syd på i byen San Sebastian. Herfra følger ruten faktisk den nordspanske kyststrækning, hvilket giver dig nogle helt andre oplevelser, end hvis du går Camino Frances, som i højere grad bevæger sig inde i landet.

Det tager også omkring 35 – 40 dage at gå Camino del Norte, så du skal kunne afsætte lidt over en måned, hvis du ønsker at gennemføre hele turen fra start til slut.

 

Camino Primitivo

Er du ikke helt til de månedlige lange vandringer, så kunne Primitivo-ruten måske være noget for dig. Den samlede længde er på 311 kilometer, og du begynder dine skridt i byen Oviedo. På denne rute kommer du bl.a. forbi Galiciens bjergområder, og du får lov at mærke de historiske vingesus, fra dengang hvor Caminovandringer blev en ting.

Faktisk er Camino Primitivo den oprindelige Caminorute, og det er dermed også den ældste af slagsen. Den tager omkring 14 – 18 dage at gennemføre ruten, alt efter hvor hurtigt du ønsker at gå.

 

Camino Ingles

På dansk vil denne rute hedde den engelske Camino. Ikke fordi du skal gå hele vejen fra England, men fordi de engelske pilgrimme i gamle dage ankom med skib til havnebyen Ferrol, hvorfra de gik mod Santiago.

Ruten er forholdsvis kort på de omkring 118 km, så du vil kunne klare det på et sted mellem 5-7 dage. Dog kan du på Camino Ingles få det hele nærmest for dig selv, da der ikke er mange pilgrimsvandrere, som vælger netop denne strækning.

Så er du til en kortere rute, som samtidig er tyndt befolket, bør du bestemt overveje denne del af Caminoen.  

Hvorfor går man til Santiago de Compostela?

Caminoens fysiske slutdestination, med undtagelse af Camino Finesterra, er den berømte spanske by Santiago de Compostela, hvor disciplen Skt. Jakobs knogler ligger begravet inde i den mageløse katedral, som ligger centralt i byen.

Derfor er Caminoen også historisk set mere en religiøs tradition end en turismeattraktion. Men det er klart, at som tiderne er skiftet, og religionen herhjemme i hvert fald har fået en stadig mindre rolle, så er der i dag mange forskellige motiver bag, hvorfor så mange mennesker stadig begiver sig ud på den historiske vandring.

For nogle er det en spirituel rejse, hvor hverdagens stress, jag og materialisme bliver lagt på afstand for en kortere periode. Denne refleksive proces giver nyt perspektiv på tilværelsen, og mange vil opleve at komme tilbage til deres normale hverdag med fornyet energi og inspiration.

Det er altså en mulighed for at blive et med nuet og for at søge mod ny personlig udvikling og til tider også afklaring med, hvad livets formål i virkeligheden er.

Måske har du selv dine grunde til, hvorfor du gerne vil gå på Caminoen, og uanset hvad de end måtte være, så vil du potentielt kunne få disse udlevet og meget mere, når du begiver dig ud på rejsen mod Santiago de Compostela.

Sådan bliver du klar til at gå Caminoen.

Hvorfor går man på Caminoen?

Som skrevet før, så har hver enkelt person sine grunde til at begive sig ud på denne rejse. For nogle pilgrimme søger de spirituel dybde i tilværelsen, men det for andre handler om at komme tættere på Gud.

Nogle igen ser det udelukkende som en fysisk udfordring, med det formål at komme i bedre form, mens andre igen bruger Caminoen til at bearbejde fortiden samt finde afklaring med, hvad der skal ske i fremtiden.

Uanset hvilke grunde og motiver der ligger bag, så vil du ikke være i tvivl om den storhed, som Caminoen har, og du vil kunne mærke den historiske dybde som ruten rummer, når du går de samme skridt, som pilgrimme helt tilbage fra det 8. århundrede har gået før dig.

Caminoen er virkelig en oplevelse for livet.

Hvilket udstyr skal jeg have med på min Caminovandring?

Hvis du har planer om at gå Caminoen, så skal du sørge for at have det rigtige udstyr med. Det vigtigste er en god rygsæk, komfortable sko og tøj til både varme og kolde temperaturer, samt en sovepose til når du tjekker ind på de forskellige herberger.

Caminoen har en række pilgrimsherberger, hvor man kan bo for en billig pris, men det er også muligt at slå telt op, hvis du er mere til det.

Dog skal du være opmærksom på, at det kan være temmelig tungt at bære rundt på et telt i længden, så for virkelig at mærke Caminoen, så vælger langt de fleste at tjekke ind på herbergerne, hvor du kommer til at ligge i fyldte sovesale med andre pilgrimme.

Derudover så er det naturligvis også vigtigt, at du har lidt førstehjælpsudstyr med, hvor især fodpleje og vabelplaster vil være en god investering.

Foruden det praktiske udstyr i form af tøj, taske, førstehjælp og sko, så bør du også medbringe en detaljeret rutebeskrivelse over den Caminorute, som du vælger at gå. Dermed er du bedre stillet i forhold til planlægningen af dagsvandringerne, samtidig med at det bliver væsentligt sværere at fare vild.

Som et vigtigt ritual under din Camino, så må du endelig heller ikke undlade at bruge dit pilgrimspas, som du skal have stemplet ved de herberger, hvor du overnatter. Både vil caminopasset være et evigt minde på, at du rent faktisk har gennemført en sådan historisk og spirituel rejse, men der kan også være nogle små rabatter undervejs på ruten, så det kan helt klart anbefales også at få anskaffet et sådant pas.

Du kan finde den ultimative pakkeliste til Caminoen her.

Hvor overnatter jeg på Caminoen?

Caminoen har mange overnatningsmuligheder, såsom pilgrimsherberger (albergues), private vandrehjem og hoteller.

Typisk så vil du kunne overnatte billigst på herbergerne, men her skal du have et Caminopas, og så skal du også tænke over, hvor sent du ankommer til herbergerne, da disse ofte vil være fyldt op med pilgrimsvandrere, hvis du ankommer sent på eftermiddagen.

Er du mere til at have dit eget værelse og måske også have lidt mere ro i sindet i forhold til overnatning, så kan du også bestille hotelværelser undervejs. Hvis du har købt en pakkerejse med bagagetransport osv., så vil det med stor sandsynlighed også være med hotelovernatninger.

Men igen, så kommer det helt an på, hvor luksuriøs du ønsker at gøre turen, for ellers så er det helt sikkert pilgrimsherbergerne, som er hele essensen af at opleve den ægte Camino.

Teltovernatning er naturligvis også en mulighed, men igen skal du huske på, at dette tynger din oppakning gevaldigt, og en del af charmen er jo faktisk, at prøve kræfter med sovesalene fyldt med andre sovende pilgrimme.

Uanset hvad du vælger, så vil jeg anbefale dig, at du får planlagt dine overnatningssteder sådan nogenlunde fast, inden du tager afsted. Så har du en bedre fornemmelse af, hvor langt du kommer til at gå om dagen, og du kan bruge energien på at nyde vandringen.

Hvornår er det bedst at gå caminoen?

Caminoen er populært året rundt, men det er klart i perioden fra april til oktober, hvor vandrestierne er mest befærdede.

Vælger du at gå udenfor højsæsonen, så kan det naturligvis blive rimelig koldt. Og det er heller ikke sikkert, at alle herbergerne har åbent, så der stilles potentielt ekstra store krav til din planlægning.

Den helt store fordel er selvfølgelig, at der er væsentligt færre folk, så du får en oplevelse af at være fuldstændig på egen hånd i nogle lange passager.

Om foråret er temperaturen mild og helt ideel til vandring. Blomsterne springer ud og landskabet prydes af mange smukke farver, hvilket er en stor fornøjelse at få lov til at opleve. Så i grove træk er det fuldstændig op til dig og dine præferencer i forhold til, hvornår det er bedst at gå Caminoen.

Der er fordele og ulemper ved alle årstider, og dine oplevelser og erfaringer vil blive meget forskellige.

Uanset hvad, så er Caminoen en uforglemmelig rejse både fysisk såvel som mentalt, så du skal glæde dig til at begive dig ud på dit livs eventyr.

Buen Camino!